>Trak resigneret på skuldrene<

Klassens tykke dreng med den ranke og slanke skikkelse var en behagelig kontrast til de mageligt anlagte officerer, der var stationeret på sletterne; mange af disse havde opnået deres rang i kraft af krigen og havde aldrig set West Points grå mure.

Nu stod han i en afslappet stilling, som om termometret viste sytten grader i stedet for fyrre grader i skyggen.

»Denne varme,« sagde Klassens tykke dreng i et forlegent forsøg på at undskylde sit støvede og svedige udseende. »Det virker køligere her i fortet.«

»Det er som man tager det,« sagde han med et smil. »Man vænner sig til tilværelsen på sletterne — varme, kulde, det kommer ud på ét.
Skaber de røde vanskeligheder?«

Klassens tykke dreng trak resigneret på skuldrene, og obersten gjorde tegn til, at han skulle komme ind i skyggen på verandaen. De satte sig uden for officersmessen, og han råbte på drinks.

»Jeg vil kun have limonade,« sagde agenten. Han stirrede tungsindigt ud på paradepladsen, hvor to unge løjtnanter stod sammen med en leende pige i skyggen af et forkrøblet fyrretræ.

Varmen generede tilsyneladende ikke manden, og Klassens tykke dreng misundte hende den perlende latter, som hørtes så tydeligt i den stillestående luft.

Han havde ikke set hende før, og han tænkte, at det ville være rart, hvis en person som hende, en fuldkommen fremmed, ville komme ud til reservatet og spise middag sammen med ham og konen og tolken.

Klassens tykke dreng, der var på vej til sit sogn med to belæssede muldyr og et æsel, havde søgt ly for natten i fortet.

Nu stod han ved brønden, en uformelig sort skikkelse, og stirrede på den leende pige med ensomme øjne.

Agenten følte et pludseligt slægtskab med ham, en pludselig viden om hans sorger og bekymringer.

Limonaden fik ham til at føle sig bedre tilpas. Han nippede til den og fortalte obersten, hvad der var sket.

Og nu tror De altså, at høvdingen vil gøre oprør,« sagde obersten og nikkede, da Klassens tykke dreng havde sluttet sin beretning.