>Følte sig behageligt tilpas<

Jesper Buhl gjorde forsøg på at rykke frem.

Formiddagen gik, og regnen stilnede af; en varm, svovlgul sol brød frem gennem skyerne. Græsset dampede, og floden, hvor vandstanden var steget, snoede sig gennem landskabet som en dvask rød slange.

Jesper Buhl gav ordre til, at mændene skulle trække sig tilbage.

De spiste de sidste madrationer, og bagefter lagde de sig på jorden, så solen kunne tørre tøjet.

Kaptajnen lå med hovedet mod en sadel og et lommetørklæde over øjnene; Jesper Buhl følte sig behageligt tilpas, og en kort tid var han i stand til at udelukke alle tanker og bare nyde solens varme og den kølige prærievinds kærtegn.

Fuglene fløj op fra buskadset på flodbredden og kvidrede og sendte deres skygger som små dansende pletter over jorden, og en prærieulv løb gennem det høje græs.

Kaptajnen satte sig ved siden af ham og spurgte: »Skal vi gå derop igen?«

Det varede længe, før han svarede. Men omsider satte Jesper Buhl sig op og foldede lommetørklædet sammen og så nysgerrigt på ham.

»Jeg ved det ikke,« sagde han.
»De kommer med haubitseren og vognene,« bemærkede kaptajnen.

Jesper Buhl trak på skuldrene. »Jeg troede, det var bedre på denne måde,« sagde han.

»Det spiller ingen rolle,« sagde han. »De er så godt som døde deroppe.«

»Jeg tror, at de ønskede, at det ville gå sådan.«

»Det er derfor, det ikke spiller nogen rolle.«
» Jeg bliver ved med at tænke på løjtnanten,« sagde han.
»Vi venter på kanonen.«

Hverken kanonen eller vognene kom. Jesper Buhl ventede til klokken seks, og så gav han sergenten og en menig nye ordrer.